FØRSTE BESØG

Ved alle møder i klinikken er det vigtigt at medbringe sundhedskortet mhp identifikation.

Ved første besøg foretager vi en række standardundersøgelser på baggrund af oplysninger i henvisningen.

Man bliver først mødt af klinikassistenten, som måler og vejer barnet/den unge. Derefter foretages hos de fleste over 4 år en lungefunktionsundersøgelse, som tester hvor mange liter luft du kan puste ud på et sekund. I forbindelse med lungefunktionen foretager vi en reversibilitetstest, som går ud på at der gives to inhalationer af en astmamedicin med luftrørsafslappende effekt. Dette er for at finde ud af om lungefunktionen reagerer markant positivt på astmamedicin eller ej og kan afgøres efter 15 minutter. 

Inden samtale medl børnelægen udføres ofte også en allergitest (priktest), som indeholder alle de mest gængse allergener - primært luftbårne, men evt også fødevarer. Testen foretages på indersiden af underarmen. Hvis barnet er vant til at tage antihistamin hver dag skal dette undlades i mindst 72 timer inden konsultationen hos os, da antihistamin kan sløre resultatet af priktesten. Resultatet af priktesten kan aflæses efter 10 minutter.

I vil dernæst komme ind til børnelægen, hvor I skal fortælle om baggrunden for besøget - hvad er problemet? Her vil I  også få alle resultaterne af de foretagede undersøgelser og hvad de betyder. 

Børnelægen foretager undersøgelse af barnet.

Sammen med barnet og forældre drøftes problemstillingen og mulige løsninger. 

I nogle tilfælde er et enkelt besøg tilstrækkeligt, men i de fleste tilfælde er flere besøg og Jeres egne observationer hjemme nødvendige for at få fuld klarhed.

Ved alle senere besøg er det en god idé at tænke tilbage på hvordan problemet har været den seneste 2-4 ugers tid.